Du, du og du.

DU.
Du Sara? Fantaserede du ikke engang om at blive skør? Om at blive sådan tilpas skør?
Jo, det er rigtigt. Jeg ville være sådan tilpas skør. Ikke komplet skør, ikke sådan en der sidder i en gummicelle og smørrer sig ind i sin egen afføring. Ikke sådan en, der lukker sig inde i sig selv og lukker omverdenen ude. Nej, jeg ville være sådan tilpas skør.
Hvorfor ville du det?
Det ved jeg ikke. For at andre skulle tage sig af mig, for at slippe for at tage noget som helst ansvar for mig selv. For at få en seng på et Hjem og få lyst tøj på. Med rare mennesker omkring mig og andre tilpas skøre.
Men der var også noget mere, ikke?
Jo. Ja. Der på Hjemmet skulle jeg skabe genial kunst. Skrive en roman eller en digtsamling. Male. Skabe mesterværker på væggene med blyantstifter stukket op under neglene. En Wölfli, en Hill, en Munch, en Hermelin, en Dostojevskij, en...
Pubertetsdrømme, ikke sandt?
Jo, jo. Pubertetsdrømme.