Der vandrer tomme ord i mellem os. Ikke som tomme ord fyldt med tomme ord, men mere som alt det, du gerne ville love mig, hvis du kunne. For at være ærlig, har jeg det fint med at græde ned i hovedpuden nogle gange. Jeg har det fint nok med at være sur på dig, prøve at skændtes med dig og lade dig omfavne mig.
Hun skylder dig al verdens undskyldninger og du skylder at fortælle hende om pigerne i dit liv, og det gør du ikke selvom hun har ydmyget sig selv. Jeg er der bare, føler præcis det samme, har de samme tårer i mine øjne. Forskellen er bare, at det er mig, du holder om ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar