Den var der før, men forsvandt sammen med begrebet lykke. Vi prøver at genfinde den blandt gamle billeder og gamle minder, men det er svært. Måske fordi du aldrig rigtig var der og nu er du der hele tiden.
Jeg tilgiver dig, igen - selvom hun råbte af mig, da det egentlig burde være mig, der råbte af hende. Selv da det hele blev væk, fordi du smed det i hovedet på mig, tilgav jeg dig. Og selvom du vidste, at det hele kun var én enkelt opringning væk, ringede du ikke for at få det igen.
Og venskabet døde lige så langsomt ud, da de vigtigste faktorer havde forladt os. Du vidste det godt, men sagde ingenting, skældte bare ud på vegne af hende. Jeg kunne som altid ikke tie stille og gjorde tabuet til en del af det. Til sidst var der intet tilbage, og vi skændtes om det. Det endte.
Nu er det den anden vej.
Nu er det dig, der ringer og mig, der aldrig tager den.
Og det er i virkeligheden nok det, der forvirrer mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar